‹ Tilbage til oversigt

Pihl-koncernen får Bjarke Ingels Group som medejer

En af Danmarks store entreprenørkoncerner Pihl Holdings går nye veje og får den verdenskendte arkitektvirksomhed BIG med i ejerkredsen. Partnerskabet bunder i en fælles vision om at arbejde integreret på tværs af fagområder for at skabe fremtidens bæredygtige design og visionære byggeri.

Der har længe været rift om tegnestuerne, hvor store rådgivende ingeniørvirksomheder opkøber arkitekthuse for at få de kreative kræfter inhouse og styrke deres position i markedet. Pihl koncernen, der nærmer sig to milliarder kroner i årlig omsætning, går nu i en ny retning i fællesskab med BIG.

Bjarke Ingels Group køber sig, som den første arkitektvirksomhed, ind i en entreprenørvirksomhed og bliver således medejer af den danske koncern.
De nye partnere har gennemført en virksomhedshandel, hvor BIG køber 10 % af Pihl-koncernen, der driver selskaberne Pihl & Søn A/S, LM Byg A/S og BNS A/S. Målsætningen for partnerskabet er at realisere innovative byggerier, hvor visionært og bæredygtigt design understøttes af ekspertise fra kvalitetsbevidste entreprenører. Opkøbet understøtter samtidig et perspektiv om at gøre Pihl til en bedre samarbejdspartner for andre arkitekter og BIG til en bedre samarbejdspartner for andre entreprenører.

Partnerskabet signalerer ifølge hovedaktionær i Pihl Holdings, Carsten Mindegaard et nybrud inden for både entreprenør- og arkitektverdenen.
”Vi har set mange opkøb de seneste år, hvor store rådgivende ingeniørvirksomheder opkøber arkitekthuse, men det er første gang, at en stor dansk entreprenør går sammen med en kendt arkitektgruppe.

Bjarke Ingels og BIG har med sin viden og talrige projekter på tværs af kontinenter, stor erfaring og indsigt i fremtidens byggeri. Så det er naturligvis med stor stolthed, at vi byder dem velkommen som medejer af koncernen,” siger Carsten Mindegaard, der kender Bjarke Ingels og BIG gennem samarbejder på flere projekter gennem årene.
Det nye partnerskab åbner ifølge Carsten Mindegaard op for nye og usete muligheder, da produktionen kommer helt tæt på design, ingeniørkunst og landskab.

”I Pihl er vi vant til at løse store, komplekse byggeopgaver. Vi vil naturligvis fortsætte samarbejdet med andre arkitekthuse, men næste skridt er sammen med BIG at få gjort projekterne bygbare tidligt i fasen, hvilket fordrer kreativitet og er en stor fordel for bygherrerne. BIG er ekstremt
visionær og på forkant med fremtidens byggerier,” siger Carsten Mindegaard, der fremhæver tidligere samarbejder mellem de to parter som fx Søfartsmuseet og Gl. Hellerup Gymnasium samt eksisterende samarbejder som Kaktustårnene og BIGs nye hovedkvarter i København, som råhusspecialisten LM Byg A/S står i spidsen for.

Byggeri og arkitektur der løser fremtidens klimaudfordringer
Ifølge BIG er partnerskabet med Pihl en strategisk investering, der udvider tegnestuens eksisterende kompetencer indenfor bygbarhed og bæredygtighed.
”Kvaliteten af det færdige byggeri har altid været altafgørende for BIG. Gennem de sidste 15 år har vi opbygget tætte og stærke samarbejder med entreprenører verden over og erfaret, hvor
afgørende gensidig forståelse og samarbejde mellem entreprenør og designteam er.

Medejerskabet af Pihl etablerer en helt ny vej til vidensudveksling tidligt i designprocessen, hvor vi sikrer involvering af nøglekompetencer, som ellers sædvanligvis først indbringes senere i udviklingsforløbet” siger direktør og partner i BIG, Sheela Maini Søgaard, og fortsætter:
”Ligesom BIG fortsat arbejder med andre landskabsarkitekter og ingeniører, selvom vi har opbygget disse fagområder med stærke profiler internt, vil vi med største selvfølgelighed fortsætte samarbejdet med andre entreprenører i Danmark. Partnerskabet med Pihl vil forstærke BIGs
kompetencer og forståelse af entreprenørens perspektiver, og det vil kun styrke vores tætte samarbejde med andre entreprenører”.
For Bjarke Ingels er partnerskabet med Pihl et led i BIGs strategi om at arbejde integreret på tværs af fagområder for at styrke og skabe fremtidens banebrydende og bæredygtige arkitektur.
”Pihl er historisk set en af Danmarks mest hæderkronede entreprenørvirksomheder og har været igennem en imponerende genrejsning de sidste par år. Derfor er de en oplagt partner for os.

Design har en stor betydning for værdiskabelse og det bæredygtige aftryk, og jeg tror på, at vi som
arkitekter skal genvinde mere kontrol over byggeprocessen for at være med til at accelerere den grønne omstilling” siger Bjarke Ingels, arkitekt og stifter af BIG, og fortsætter:
”Det er mit håb at kunne bidrage til at gøre Pihl til den absolut foretrukne samarbejdspartner for
arkitekter med et knivskarpt fokus på arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed. Omvendt tror jeg på, at vores partnerskab med Pihl kan skabe et endnu større fokus hos os, for hvordan vi oversætter visionært design konkret ned til sidste søm og skrue,” siger Bjarke Ingels.

For mere info og kontakt til Pihl

Simon Cantor

2670 8504

simon@help-pr.dk

For kontakt til BIG

Camilla Filtenborg Borggaard

4018 1912

camillab@big.dk