‹ Tilbage til oversigt

LM Byg A/S og Pihl-konsortiet skal bygge Nordens største Scandic hotel

Pihl-konsortiet bestående af LM Byg, M.J. Eriksson og Pihl & Søn A/S har indgået totalentreprisekontrakt på opførelsen af Nordens største Scandic hotel.

Scandic Spectrum – der bliver navnet på det nye hotel – vil med sin placering på hjørnet af Mitchellsgade og Kalvebod Brygge levere en opsigtsvækkende arkitektonisk profil midt i København. Det færdige byggeri vil have direkte forbindelse til torvet under Nykredit’s ”Krystallen”, der med sit flotte spejlbassin og fantastiske springvand smukt forbinder de to bygninger.

Hotel Scandic Spectrum vil med sine mere end 42.000 m2 komme til at rumme 632 hotelværelser, store møde- og konferencefaciliteter, restauranter, skybar, pool- og wellnessområde, fitnesslokaler samt p-kælder.

Der er tale om et byggeri, hvor råhuset overvejende udføres som insitu-støbte betonkonstruktioner og derfor en opgave, der passer rigtigt godt til vores kernekompetencer og store egenproduktionsenhed i LM byg A/S. En spændende og kompliceret opgave, som vi glæder os til at komme i gang med.

Hotellet forventes at stå færdigt i 2021.